En af mine forventninger til Berkeley var, at alting er meget "politisk korrekt" og gender fluid her. Det er trods alt dem, der har opfundet queer og identitetspolitik (forleden dag så jeg Judith Butler gå forbi på campus! #normaltiBerkeley). Og jeg er da heller ikke blevet skuffet. Hvis man føler sig godt tilpas sammen med mennesker med skæve frisurer i blålilla nuancer, tatoveringer og kønsneutral påklædning, er Berkeley The place to be. 
Ovenfor kan I se et par skilte, der hænger i omklædningen i YMCA (eller "The Y", som de kalder sig selv). Også på toiletterne opfordres man(d) til kønstolerance (det er fra et konferencecenter):

 Jeg kan godt undre mig lidt over, hvad "women" i så fald betyder. Hvorfor dropper de ikke bare de kønsopdelte toiletter i det hele taget? 
Min gamle transkønnede ven fra Feministisk Forum i 90'erne har skrevet en rigtig god artikel om dét problem, hvis man synes den slags er interessant: 
https://www.information.dk/debat/2019/10/vis-bag-toiletdoeren-frem-hvem-forventes-gaa

Og ja, (nogle) folk her er meget optagede af det med de kønnede betegnelser. Det manifesterer sig f.eks. i alle de blanketter, man skal udfylde (som I ved, ELSKER amerikanerne blanketter). Den her handler om vaccination, og der er kønsidentitet og "race" åbenbart relevante kategorier. Jeg ved ærlig talt ikke, hvilket pronomen Arthur foretrækker, men mon ikke "han" er et godt bud indtil videre? 

Men for nu at komme lidt ud af skabet, så at sige, så har jeg stor veneration for det blåhårede queerfolk. Der er i den grad brug for at opbløde eller ligefrem sprænge de traditionelle kønsroller og -udtryk (tænk bare på alle de Ph.D-uddannede mødre, der bruger deres tid på at være frivillig gårdvagt). Jeg vil har intet imod at kalde folk han, hun, dem, hen eller hvad de gerne vil kaldes, uanset hvordan de ser ud eller hvad de har mellem benene (eller ørerne). Og jeg er en stor fortaler for brugen af "hen", som jeg mener er blevet totalt misforstået af de danske medier ("HAR I hørt at i Sverige må man ikke kalde børnehavebørn for "han" og "hun" mere??). "Hen" mangler simpelthen i det danske sprog, når man har brug for et kønsneutralt pronomen. Og hvornår har man så det?

Jo, forestil dig en lærebogstekst om undervisning. Der kunne f.eks. stå "når læreren skal skabe ro i klassen, er det vigtigt at ___ er opmærksom på xxx". Hvad ville du skrive i det tomme felt? "Han" er vel det umiddelbare bud - det maskuline er jo neutralt, ikke? Ligesom en "formand" og en "videnskabsmand" (og en "vandmand"!)? Nja, jeg synes nu det er problematisk. Jeg er f.eks. lærer, men absolut ikke en "han". Og i øvrigt er det på høje tid, at vi får gjort op med opfattelsen af det maskuline som det neutrale, ikke blot i sproget.
Ok, men hvad så med "hun"? Hm, hvis maskulint er neutralt, så er feminint jo kønnet, og det bliver så påfaldende og er egentlig samme problem som før. 
Nå, men så "vedkommende", da! Ja, "vedkommende" er egentlig fint, men er vi ikke enige om, at det er temmelig langt og ikke særlig mundret og også forstyrrende for læsningen hvis det skal gentages mange gange? 
Det er her, der er brug for "hen": "Når læreren skal skabe ro i klassen, er det vigtigt at hen er opmærksom på xxx". Det er da genialt! Jeg ved godt, at man lige skal vænne sig til det, men mon ikke det kan klares. Jeg læste engang en tekst, hvor "h/n" blev brugt som kønsneutralt pronomen, hvilket også var en god idé, men svært at overføre til talesprog! I dativ kan man skrive "hem" (altså "eleverne giver hem et rødt æble"), og så er den skid slået og alle latterlige referencer til svenske tilstande kan forstumme 😃😃😃
(Bonusinfo: I USA er "they" kåret som ordets ord 2019. I Danmark blev det "klimatosse", med "kønsneutral" på andenpladsen. Så vi slipper nok ikke for den debat fremover. Nogle foretrækker "de" frem for "hen", men jeg synes det er forvirrende at bruge en flertalsform der findes i forvejen).

Men når jeg nu forsvarer de blå frisurer og de underlige pronomener, er det selvfølgelig også for at bygge op til en kritik. Jo, jeg synes det går lidt over gevind. At jeg skal finde mig i at klæde om sammen med folk, der har en penis, bare fordi de ikke identificerer sig med denne, er et godt eksempel.  Men det værste var dog denne historie: 

I oktober var vi på en slags hyttetur med Fulbright-gruppen, som jeg vist har nævnt før. Vi fik at vide, at vi skulle overnatte i et værelse, som lå en bygning med en sovesal og et badeområde for mænd (fordi der ikke var plads til en familie andre steder). Vores værelse lå for enden af en gang, som var adskilt fra "mandeområdet" med en dør (man skulle altså gå 10 meter ned ad gangen og gennem en dør for at komme ind til mændene). Desuden var der en dør i "vores" ende, så man kunne komme ind på vores værelse direkte fra vejen, uden at gå gennem mændenes sovesal og bad. Fint nok for mig, det betød at jeg skulle gå ind i en anden bygning for at tisse, men jeg ville jo gerne sove sammen med min familie. Men ak, pludselig kom en af de ansatte og bad mig om at flytte ud. Jeg kunne ikke sove i en bygning der kun var for mænd. Efter at vi havde protesteret og argumenteret for, at vores rum var totalt adskilt fra mændene, satte hun det afgørende stød ind: Jeg kunne ikke sove sammen med min familie, fordi der var en transkønnet mand (altså ex-kvinde), som ikke ville acceptere at der var en kvinde i "hans bygning". 
​
Hvordan jeg, med mine kvindelige kropstegn, kunne være en trussel mod hans mandlige identitet ved at sove under samme tag, har jeg stadig ikke fattet noget af. Men resultatet var altså, at princippet om, at man ikke adskiller familier, måtte vige for princippet om, at man ikke må såre transpersoners kønsidentitetsfølelse.  Jeg skulle overnatte i et andet rum i en anden bygning (men kun den første nat - den anden nat var hen (!) nemlig taget hjem, og ingen af  "gammel-mændene" følte sig åbenbart truet af mig). 
Næste dag lagde Christian mærke til dette skilt i mændenes baderum:

Well, that "YOU" doesn't include "ME", tænkte jeg. Alle er velkomne, men nogle er bare mere mere LGBTQ end andre. I øvrigt sneg jeg mig tilbage og sov sammen med familien om aftenen, og sjovt nok var der ingen der opdagede noget. Louis mente ellers, at jeg bare skulle have sagt, at jeg identificerede mig som en mand (så havde vi også haft bingo på "all family structures") - et dristigt og morsomt forslag, men jeg turde sgu ikke. 

Men altså, ja, der ER brug for at nedbryde kønsnormer, og det må man sige at de er opmærksomme på her (så længe man ser på hvad de SIGER og ikke hvad de GØR, jf. gårdvagterne). I Arthurs skole kan børnene f.eks. kigge på de her, ret nuttede,  plakater.

Og i skolens forhal har de skiftet udstillingen "teachers used to be students" ud med denne. 

Noget af det, der kan være svært i disse LGBTQ-tider, er, hvordan man skal bruge sproget. Det er hen-debatten jo i høj grad udtryk for. På dansk føler jeg mig nogenlunde sikker på, hvad jeg selv synes og hvad mine argumenter er, men det er lidt af en udfordring på et fremmedsprog. En ting er pronomener, som man hurtigt kan vænne sig til (selvom jeg synes det er MEGET svært og ret irrelevant at huske at fortælle folk, at jeg gerne vil kaldes "she". Er det ikke rimelig obvious?) Men hvordan omtaler man køn, seksualitet og ikke mindst hudfarve (jeg nægter, a propos, at bruge ordet "race"), især i en kultur, hvor hudfarvespørgsmålet er så gennemgribende og stadig utrolig betændt? På gymnasiet så jeg denne rekrutteringsplakat til skoleforestillingen, som giver et hint om, hvordan det kan gøres.

Gad vide, om man skal på et særligt sprogkursus for at kunne få lov til at formulere sådan et opslag? Jeg synes det er elegant gjort, men jeg har det på den anden side meget stramt med, at ordet "kvinde" er et no-go, fordi det opfattes som eksluderende. Forleden dag læste jeg om et shelter for hjemløse kvinder, der kalder sig selv "shelter for womxn" for at inkludere transpersoner. Først blev jeg sur over at "women" skal være forbudt (selvom jeg er stødt på ordet før, men denne gang havde jeg tid til at blive sur), men så googlede jeg det og fandt ud af, at det blev opfundet (faktisk var det oprindeligt "womyn") for at fjerne ordet "man" fra ordet "woman". HA! Som sædvanlig er det en lidt mere kompliceret historie end som så. 
Men så er Berkeley et godt sted at blive konfronteret med sine egne grænser og opfattelser. Hvad synes I f.eks. om de her regler for udklædning til Halloween på Arthurs skole? 

Jeg er mest vild med "students must be able to walk in their costume", no kidding? 😃
Den famøse "mexicanerhat" var nok ikke gået på Cragmont (og heller ikke "fake fingernails" Kristine B!)).  Det er også ret sjovt, at kostumerne ikke må være skræmmende, når det nu er Halloween. Der var en af de større elever, der var klædt ud som Donald Trump, selvom jeg tænker at det både kunne overtræde reglerne for "scary", "gangs" og "horror character" 🤡. 
​​Den kønspolitiske prægning starter dog længe før skolealderen, så bare her hvad man kan låne på biblioteket:

Det er dog ikke alle, der bifalder identitetspolitikken. Berkeley har også sine trolde. Her er en ironisk kommentar jeg læste på lokalavisens hjemmeside (til en artikel, der handlede om problemer med hjemløshed). Det er ikke kun mig, der synes at der mangler noget reel handling. 

Selvom jeg forventligt nok ikke har meget tilovers for hans påstand om den flade jord, og heller ikke rigtig tror på årsagssammenhængen på den blå seddel, kan jeg nu ret godt lide den med lemmingen. Så jeg vil lade pølsemanden få det sidste ord for i dag. ​

ADVARSEL: LANG POST (kan ikke være anderledes, når jeg skriver om mit yndlingsemne ?‍?)​

Ordet "high school" skal forstås lidt bredere end "gymnasium". Skolen udbyder 5 forskellige programmer. Academic choice (AC), som er det Louis går på, svarer vel nogenlunde til stx, og er for elever der skal videre på college. Derudover er der en sundhedsfaglig linje, en kunsterisk linje, en kommunikationslinje og en international linje (IB).
Foruden BHS kan man gå på Berkeley Technical Academy, som vistnok er en form for erhvervsuddannelse, men jeg er ikke sikker. Ligesom universitetet kalder gymnasiet sig selv for et "campus", og det giver god mening.

Skolesystemet er tredelt som i mange andre lande, dvs. der er elementary school, middle school og high school (og derefter college (3 år) eller university (master)). High school starter i 9th grade og varer 4 år. 9th grade er et fælles basisår, hvor alle elever har samme fag før de vælger hvilken linje, de vil gå på. Hvert år har sin egen betegnelse, så man siger ikke "I'm a 9th grader" men "I'm a freshman". Det lyder selvfølgelig også en del sejere. 
​Betegnelserne er som følger fra 9th-12th grade: Freshman, sophomore, junior, senior.   

Sophomore er vel "the odd one out" her, og ordet har faktisk samme rod som "sophist", dvs. en der tror hen ved en hel masse, og har tendens til at være belærende over for andre. En studentikos type. Eller som der står på dictionary.com: "intellectually pretentious, overconfident, conceited, etc., but immature". Ha! Lyder det som en 2.g'er? Oprindelig blev betegnelserne brugt om universitetsstuderende, men der har været en nedadgående spill over effekt. ​

Louis er 10th grader eller sophomore (hmmm), og det er lidt af en udfordring for ham. Han var lige startet i 9. klasse da vi tog hjemmefra, så han har faktisk sprunget et år over, plus at han starter på 2. år af gymnasiet, så det føles som 2 at springe to år over. Det skyldes, at Berkeley har en anden skæringsdag for skolealder end vi har i Danmark (jeg har ikke helt forstået hvilken). Men jeg må sige, at han tager det i stiv arm! Inden han startede, skulle han til en engelsk sprogtest. Det gruede han lidt for, men jeg beroligede ham med, at de nok ikke ligefrem ville sætte ham til at skrive et essay i hånden når han kom ind fra gaden. Vi mødte op hos den flinke fremmedsprogslærer, jeg blev bedt om at gå udenfor, og Louis blev bedt om.... at skrive et essay i hånden. Men han må have klaret opgaven, for han blev erklæret "fluent in english" og kunne starte som almindelig elev. 

Et par dage efter mødtes vi med en school counselor der skulle lave hans skema. I andet år af AC-linjen er følgende fag obligatoriske: Engelsk/litteratur, historie, matematik, kemi. Derudover skulle han vælge et sprog og enten et kunstnerisk fag eller et idrætsfag. Vi kiggede lidt i det omfattende kursuskatalog, og udover fransk (ok, der var ikke rigtig noget valg) landede Louis på AP musikteori. AP står for "advanced programme". Med 2½ års klaverundervisning i bagagen kunne det vel gå.... 

Counseloren tastede det hele ind, og et skema trillede ud af printeren. "This is your schedule", sagde hun. Vi kiggede begge to forvirrede på det. "What about the other days?" spurgte jeg. Der gik lidt tid før jeg forstod, at der ikke er nogen "other days" - Louis har det samme skema hver dag! Det ser således ud.

Dvs. at han har fransk-musikteori-matematik-historie-litteratur-kemi, hver dag, i den rækkefølge. 
​
Der er flere ting man kan hæfte sig ved i det skema. For det første synes jeg det er tankevækkende at det hedder WORLD history og WORLD litterature. I Danmark har vi jo travlt med nationale kanoner og den slags. Men det er nok noget med stort land/lille land. For det andet tidspunkterne - 1. time starter kl. 8.27, og periode 2 har ikke samme længde som de andre? Der er præcis 6 minutter til at skifte lokale mellem hver lektion (og det er ikke meget - kig evt. på kortet for at se Louis' daglige vandring). Men på magisk vis slutter det hele kl. 15.30, så der må jo være tænkt over det. For det tredje, netop lokalerne. Eleverne vandrer fra sted til sted, til gengæld bliver læreren i samme lokale dagen lang. Man har altså matematik med Mr. Palen i nr. H301.

Der er flere konsekvenser af dette:
For eleverne betyder det, at de ikke går i en fast klasse. Da de ikke har samme valgfag eller samme niveau (man kan f.eks. godt have fransk II i to år) skifter de i princippet klassekammerater hver lektion. I praksis er der dog et stort sammenfald mellem eleverne i Louis' historie- og litteraturtimer, fordi det er obligatoriske fag. 
For lærerne betyder det en noget mere ensom hverdag end den, jeg kender til. Læreren bliver i sit lokale hele dagen (husk at de kun underviser i ét fag her), der er ikke noget lærerværelse, så man arbejder og spiser frokost i sit klasseværelse. Der er ikke noget der hedder tværfaglighed eller klasseteams, så lærerne kender typisk ikke hinanden, ud over dem der "bor" på samme gang. Fordelen er dog, at man kan sætte sit eget præg på lokalet, f.eks. er fransklærerens lokale fyldt med plakater og billeder og kort osv., og hun har alle sine materialer i skaber og skuffer i lokalet og skal ikke huske alt muligt og slæbe rundt på kopier og bøger i frikvartererne... Louis' engelsklærer har taget den helt ud og har sin hund med i klassen hver dag. 

Udover de 6 obligatoriske lektioner kan man vælge at udvide sin skoledag med 0. og 7. lektion. De timer er primært til sport og/eller musik, og giver ekstra point som man skal bruge til et eller andet (?). Louis' musiklærer anbefalede ham at starte til kor, så han kunne blive bedre til at læse noder - så nu møder Louis til 0. lektion kl. 7.23 hver morgen ​for at synge i frivilligt kor. Så mangler vi bare Arthur.

​En gang om året (eller måske to?) er der en lærerforsamlingsdag, hvor undervisningen er aflyst og alle lærere spiser morgenmad sammen og holder møde på biblioteket.  Her i liberalismens højborg er der selvfølgelig ikke et budget til den slags, så maden laves, leveres og ryddes op af forældrene. Jeg syntes det var et godt formål, så jeg meldte mig som frivillig sammen med en masse andre mødre (mere om det med frivillighed og mødre en anden gang. Men jeg har ikke mødt nogen frivillige fædre endnu) og jeg var fuldstændig overvældet over mængden og variationen af mad, der strømmede ind. Varme retter, kolde retter, vegetarisk, vegansk, glutenfrit, latinx (det hedder det), southern, you name it. Her er nogle meget ufuldstændige billeder. Jeg havde lavet hårdkogte æg. (Ja, ja, ok, men jeg hjalp også med at stille det frem, ik').

Jeg var bekymret for om al den mad ville blive spist, men over-frivilligen mindede mig om, at der er over 300 lærere. "And they're hungry!". Og så forsikrede hun mig om, at evt. overskydende mad ville blive givet til de hjemløse oppe på torvet. Og der er munde at mætte, desværre (også mere om det sørgelige faktum på et tidspunkt, håber jeg). Her kan man se nogle af de sultne lærere i biblioteket.

 Men tilbage til klasselokalet. Først og fremmest: Det faglige niveau er højt. Det starter allerede fra Kindergarten som jeg har skrevet om under Arthurs skole. Mere konkret betyder det, at der stilles store krav til den enkelte elevs arbejdsindsats. Louis laver f.eks. 2-3 timers lektier hver dag. Lektierne består typisk ikke af læsning, men af øvelser, f.eks. matematikopgaver, franske sætninger, engelske resuméer, analyse af akkorder og skalaer osv. Det er ikke ualmindeligt at han har 3 siders øvelser for i fransk til næste dag, f.eks. Mine elever ville DØ hvis jeg bad dem om det hver dag! Der er ikke noget der hedder "lectio" eller lignende, så eleverne får at vide fra dag til dag hvad lektierne er, ligesom da Vor Mor gik i skole. Bare med den forskel, at de har alle fag hver dag. 

Eleverne er, ligesom lærerne, meget overladt til sig selv. Der kan godt være gruppearbejde i timerne, men der er sjældent gruppeafleveringer eller -projekter. Så det gælder om at høre efter hvad læreren siger, følge med i timen og lave sine lektier (man skulle egentlig ikke tro at det var så kontroversielt, hmmm). Hvis man gør det, kan man lære virkelig meget. Efter en måneds tid har Louis' musikundervisning overhalet alt hvad jeg har lært om musikteori i 3 år med musik på højt niveau.  I historie har de terpet (virkelig terpet) citatteknik og brug af kilder, og i engelsk har de læst og kommenteret "Brave new world" på 2 uger. MEN det kræver altså virkelig noget arbejde. F.eks. kan Louis ikke overskue at tage på ture i weekenden fordi han skal lave lektier. Han kan heller ikke lave noget om aftenen sammen med os af samme grund, osv. Jeg forstår faktisk ikke hvordan amerikanske studerende overhovedet kan have noget liv ved siden af skolen, men det har de måske heller ikke?  

Det hele bygger på et meget individualiseret belønningssystem. Der skal et vist antal point til at opnå den bedste karakter (A). Hver enkelt lærer kan selv bestemme, hvordan pointene skal fordeles på hjemmearbejde, deltagelse, større opgaver osv., men det er altid helt tydeligt, hvor mange point man kan opnå for den enkelte aktivitet. Eleverne kan også optjene point ved at opføre sig godt i timen eller være gode til at svare på spørgsmål (så skriver man elevens navn på tavlen og antal point ved siden af). I øvrigt rækker man ikke hånden op, men svarer bare hvis man kan/vil (gæt selv hvad det fører til). 

Belønningssystemet har efter min opfattelse store konsekvenser for relationen mellem lærer og elever, som ikke primært bygger på tillid, men på, at læreren kan belønne og straffe. Det betyder nemt at læreren ikke opfattes som en ven, men som en modstander. Louis fortæller f.eks. at hvis man gerne vil i snak med de andre elever, skal man bare tale om, hvor dårlige lærerne eller skolen er (her må jeg lige kommentere lidt, hvis I tænker at det også er sådan i Danmark. Jeg kører ofte med bus i skole sammen med elever, og jeg har aldrig (over)hørt dem tale dårligt om en lærer, tværtimod). Læreren på sin side har ikke så mange muligheder for at motivere eller arbejde med de elever, der ikke lytter, forstår og laver lektier. Enten samler du point eller også gør du ikke, og så er det bare ærgerligt. 

Jeg ved ikke så meget om hvad konsekvenserne er for de "dårlige" elever, dropper de ud, mistrives de, lever de bare med dårlige karakterer (men så må de fire år virkelig være en ørkenvandring)? Der er rigtig mange "school counselors" ansat, og der er også et vejledningskontor som har mange tilbud, men jeg ved ikke hvordan det fungerer i praksis. 

Ud over hvad Louis fortæller mig, har jeg en smule førstehåndsviden fordi jeg er frivillig en gang om ugen hos Louis' fransklærer, Madame Chenault. Jeg har været der tre gange nu, og det hele virker først og fremmest lidt kaotisk på mig. Chenault har sådan set styr på sit stof, men nogle af eleverne har en meget negativ indstilling og sidder f.eks. og sover åbenlyst eller ignorerer læreren totalt. Stakkels Mme. Chenault kan ikke rigtig gøre andet end at undlade at give point. Jeg har foreslået at vi kunne dele holdet op, så jeg kunne arbejde med nogle af de svage, men det må man ikke for ledelsen (altså lave delehold). For så kan pointsystemet jo ikke fungere! Jeg har faktisk lidt ondt af nogle af de elever, som åbenbart hader skolen så meget. De har jo ikke engang en fast klasse, som de kan have et socialt fællesskab sammen med.  

Jeg undrer mig ret meget over, hvordan eleverne kan gå fra den positive og glade indstilling som jeg ser i Arthurs 1. klasse til at hade skolen så meget som nogle af franskeleverne i gymnasiet gør. Men de bliver selvfølgelig påvirket af mange faktorer undervejs, og meget afhænger også af læreren osv. Måske bliver jeg klogere.
Det skal dog også siges, at de dygtige elever er virkeligt dygtige. Jeg hjælper også i "advanced french"-klassen, og der taler de allesammen flydende fransk - også dem, der virker som om de ikke har fransktalende baggrund.  

I trænger til nogle billeder, så her er et indtryk fra fransklokalet. Bemærk de hyggelige lamper og møbler. Der er en del mere frankofil stemning end i lokale 5 på Køge Gymnasium!

Til sidst skal I lige have nogle random facts om skolesystemet som har overrasket mig:
 
Der bruges ingen computere eller elektroniske hjælpemidler. Alt skolearbejde foregår med papir og blyant. Nogle lærere bruger dog Google classroom til at skrive lektier ind og evt. til afleveringer af større opgaver. 

Eleverne får ingen bøger med hjem. De får typisk udleveret et kopieret kompendium til hvert fag.
I fransk ligger der dog bøger i klasserne som de kan bruge i timerne.

Hvis Louis har haft fravær, bliver jeg ringet op af en robot om eftermiddagen, som fortæller mig at "Your son, Fossat Louis, was absent in the following periods: 0, 1 etc".  Så har jeg 5 dage til at kontakte skolen og godskrive fraværet. Lovligt fravær er sygdom osv. (ligesom derhjemme). Nogle af de andre mødre har fortalt mig, at skolen får en slags taxameter for hver time, eleven er til stede. Så hvis Louis ikke er til en lektion, mister skolen penge, og derfor går de så meget op i fravær. Men jeg har ikke fundet ud af, hvad konsekvensen af højt fravær er for eleven. Det samme system gælder i øvrigt også for Arthur. 

En gang om måneden får jeg et forseglet brev (I ved, sådan et med en stiplet linje man kan åbne) med Louis' karakterer og fraværstimer. Dvs. at det er forældrene, og ikke eleven, der ser karaktererne først. Eleverne kan godt få karaktererne elektronisk, hvis de tilmelder sig et særligt system (som kræver forældrene godkendelse).

Der findes ikke nogen studentereksamen! USA har ingen national eksamen, fordi uddannelse ikke hører under "the federal state", og Californien som stat har det heller ikke. Der findes en "statsgaranteret" eksamen i engelsk og matematik (jeg ved ikke om den er statslig eller føderal), men det er frivilligt om man vil tage den, og de fleste jeg har talt med, mener ikke at den kan bruges til ret meget. Det vil sige at det er den afsluttende karakter, der gælder - derfor betyder de løbende tests og lektier så meget. 

Hvis man skal optages på college, skal man - udover at have gode karakterer - skrive en personlig ansøgning og have penge, selvfølgelig. Det koster ca. 100.000 kr. om året at gå på UC Berkeley (PLUS bolig og leveomkostninger, som er ekstremt dyrt her) hvis man kommer fra Californien. For "out of state residents" er det ca. det dobbelte! Den sociale mobilitet i USA er da også under OECD-gennemsnittet, selvom myten om "the american dream" lever i bedste velgående. På BHS er det i det mindste en drøm om mangfoldighed.

Nå, men det er jo ikke bare grå hverdag det hele... Vi er her jo også for at se Californien 😎
Så nu får I lige nogle gode gammeldags turistbilleder fra nogle af de steder, vi har været.

Desværre er der jo intet så kedeligt som at se på andre menneskers feriebilleder (og her står Onkel Birger foran Eiffeltårnet... Og her står Onkel Birger foran Louvre...), så jeg har prøvet at udvælge nogle, der kan give jer et indtryk af, hvordan her ser ud, og som måske også er pæne at se på (de fleste har Christian taget, jeg er en elendig fotograf).

Først og fremmest er der jo San Francisco, som vi kigger over på hver dag. Vi har været der 3 gange nu, på korte ture, så jeg er absolut ikke SF-kender, men altså. Først den smukke Golden Gate Bridge. Inden vi tog af sted så vi nogle afsnit af en britisk TV-serie, der hedder "The world's greatest bridges" (man er vel ingeniørfrue). Den fortæller historien bag, ja, verdens største/smukkeste broer, og Golden Gate er virkelig et kunstværk, også ingeniørmæssigt.

F.eks. farven, som har fået navnet "international orange" og er skabt til lejligheden af arkitekten Irving Morrow.  Det var oprindeligt meningen, at broen skulle have været malet i vandrette sorte og gule striber (!!), men heldigvis opfandt Morrow en farve, der er nem at se og som er tilpasset omgivelserne og samtidig er smuk i sig selv. Det var nødvendigt at male broen fordi den krydser den smalle indsejling til San Francisco bay og skal kunne ses af skibe og flyvemaskiner, også i den meget hyppige tåge.  
​
Her er den fra SF-siden (syd), i blæst.

Men den er flottest fra nordsiden, synes jeg (beklager hvis der er ved at gå Onkel Birger i den. Nu er der ikke flere sider).  Selv Louis fotograferede den, det er absolut ikke enhver turistattraktion forundt!

Christian er god til det med panorama. Bemærk hvor lang og elegant broen er. Og farven er smuk imod himlen og havet. 

Stillehavet... Det er helt sikkert mit yndlingshav. Ikke at jeg har set det mange gange (selvom det hjælper lidt på det for tiden), men jeg synes det er vildt fascinerende, måske fordi det er så uendeligt stort og mystisk. 
Da vi var i Chile i 2013 besøgte vi Pablo Nerudas fantastiske hus i Valparaiso, og der læste jeg det her digt i et af hans værelser med udsigt over havet:

Det er sikkert endnu smukkere på spansk (så det får I nedenunder), men jeg fik tårer i øjnene da jeg læste det. Det er som om han føler en særlig ømhed for dette kæmpestore, vilde hav, som for et efterladt og ensomt hittebarn. Havet bliver en metafor for de ting, man har fået ved en tilfældighed, og som man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med, men som man må elske, bare fordi de findes. Livet, for eksempel.
​Jeg kan blive ved med at spekulere over det digt, men jeg skal nok skåne jer for lektor Amandas analyse, bare nyd ordene og synet. 

Men tilbage til civilisationen. San Francisco by har jeg som nævnt ikke den store erfaring med, men den har en flot skyline og er  meget metropol/city lights-agtig om aftenen. Christian fandt selvfølgelig en sky-bar (det er hans "ting" - jeg brokker mig ikke).

Vi har også været en tur sydpå til Big Sur og Monterey. Det tog 4-5 timer at køre derned på Highway 1, stille og roligt. Der er egentlig ikke noget at se i Big Sur som sådan, det er bare en flot kystlinje og en masse skov, men det er jo heller ikke at foragte. Her er en bro på vejen,​ heldigvis kom der ikke jordskælv mens vi krydsede den. 

Vi havde læst i vores guidebog at der skulle være en helt speciel strand med lilla sand ved Big Sur ved navn Pfeiffer Beach. Den var dog ikke nem at finde, men efter at vi havde spurgt på et turistkontor (uf, det krævede overvindelse!) fandt vi den "hemmelige", snoede vej. Det lilla sand var heller ikke lige til at se, men stranden var rigtig flot og til sidst fandt vi hvad vi kom efter (klik på de små billeder for at skifte). 

Monterey ligger lidt nord for Big Sur, og der havde vi plads på et hotel. Inden solnedgang nåede vi lige at køre rundt om pynten, en tur der kaldes "The 17-mile drive" og som man naturligvis skal betale for hvis man ikke er "resident". 18 dollars koster det, men så er det også flot. Det obligatoriske photo opportunity er "The Lone Cypress" som knejser smukt i sin, ja, ensomhed. 

Monterey er en fin, gammel by (i amerikansk forstand) og ude på pynten lå der nogle huse som man nok mindst skal være milliardær for at eje.  Jeg har ikke set noget lignende, heller ikke på den franske riviera. Men det må I forestille jer, for vi tog ikke nogen ordentlige billeder. 

​Byen er også kendt for sit akvarium, som er bygget inden i en gammel sardinfabrik. Det har amerikanske dimensioner, er måske tre gange større end Den Blå Planet, men faktisk synes jeg at Den Blå Planet har et flottere koralrev og Nordsømuseet har et meget bedre "hav-akvarium" med lokale fisk (som sjovt nok er meget de samme i Hirtshals og Californien - makrel/tun, hajer og de løjerlige klumpfisk). Men én ting som virkelig var flot var deres udstilling af gopler. Jeg vidste slet ikke at gopler kunne være så flotte og så forskellige. Billederne yder dem selvfølgelig kun delvist retfærdighed. Dem til venstre var selvlysende i skiftende farver! 

Amerikanerne har jo et specielt forhold til begrebet "underholdning", så man skal ikke tro at man sådan bare kan gå rundt og nyde synet af havdyrene - der skal underlægningsmusik på! Så I skal forestille jer, at goplerne havde et "mystisk" elektronisk soundtrack. Hos blæksprutterne spillede en obo en eksotisk, østlig melodi (Aladdin-agtigt, syntes Louis) og pingvinerne kunne glæde sig over en form for let, up-tempo rockmusik. Jeg går ud fra at der findes en person der kan kalde sig "Monterey aquarium sound architect" eller noget i den stil. 

Inden Monterey-turen havde vi haft besøg af Christians far og hans kone. De tog os med en tur til nordsiden af broen hvor der ligger en skov/park der hedder "Muir woods". Man skal reservere plads i forvejen for at kunne parkere, og så kan man gå en rundtur på ½ time, 1 time eller 1½ time på en indhegnet sti. Men det er meget stemningsfuldt og dejligt med sådan en frodig oase midt i det knastørre Californien. 

Ved indgangen til parken har de en model, der viser forskellige fugles vingefang. Her fylder vi lige så meget som en albatros's vinger. Ret vildt i betragtning af at dens krop er ca. lige så lang som Arthur. 

Til sidst skal I have et par billeder af noget mere strand og hav. Vi var på weekendtur med Fulbright-gruppen (den skriver jeg måske mere om senere), to overnatninger i en gammel militærlejr i Marin County (igen, nord for San Francisco) sammen med forskere fra USA, Kina, Korea, Hong Kong, Polen, Tyskland, Bulgarien, Finland, Indien, Pakistan og sikkert nogle flere som jeg har glemt. Vi var blevet lovet et "camp fire", men det blev lissom droppet pga. brandfare. Til gengæld havde vi ingen strøm fra lørdag aften til da vi tog hjem søndag eftermiddag. Så vi sad i  mobillysenes skær og diskuterede valget i Polen, Orban og EU's rolle. Ren hygge efter min mening 🤓

Lige bag ved lejren ligger der et "Mammal Center", som er et dyrehospital for nødstedte havpattedyr. Deres patienter er typisk unger, som er blevet efterladt af deres mor, fordi folks hunde er kommet for tæt på - dyr, der er forgiftet af alger, som bliver mere udbredte pga. klimaforandringer - dyr, der sidder fast i eller er såret af plastik - og endelig dyr, der er blevet skudt. 
Det kan godt være, at mennesker redder dyr, men det er så sandelig også mennesker, der er årsag til dyrenes lidelser! Her kan man stå og se ud over sengestuerne, som hver især er udstyret med solpanel og egen pool.

A propos menneskers destruktive kraft så siger Arthur farvel for denne gang siddende på et våben, som engang skulle forsvare USA mod Japan og andre trusler fra "the pacific ocean". Jeg foretrækker nu Nerudas havblik frem for sådan en stor kanon. 

Åh, den amerikanske tradition som europæere elsker at hade. Men altså, Halloween kommer selvfølgelig oprindeligt fra Europa, ligesom/sammen med de hvide amerikanere. Ifølge history.com (det domænenavn skulle man have købt dengang i 90'erne!) kommer navnet af "All Hallows Eve", som vel betyder noget i retning af "Allehelgensaften", og selve fejringen bygger på en keltisk tradition som hedder "Samhain". Så amerikanerne har ikke fundet på det, hvilket da må kunne overtale selv den mest langskæggede Vesterbro-hipster til at give den gas med ketchup og vampyrtænder (keltisk er HOT i de kredse!). 

Til gengæld har amerikanerne ikke overraskende opfundet en endeløs mængde af plastikdimser, legetøj, slik, udklædning og andet salgbart (made in China) som kan knyttes til Halloween.  Men det svarer vel til at man kan købe julenisser i oktober i danske supermarkeder? 

Jeg må dog sige, at jeg synes folk er ret kreative herovre. Ja, det er plastik, men det meste er sjovt og nogle gange overraskende. Det er ikke fordi de går amok, de fleste huse er ikke dekorerede, men nogle ELSKER tilsyneladende Halloween:

Der er mange detaljer man kan glæde sig over her, jeg er mest vild med de stribede dameben (en heks?) og R.I.P.-gravstenen, som er et regulært Halloween-hit og står i mange forhaver (folk kan jo godt lide skilte her 😊). Halvt begravede lemmer og skeletter er generelt ret populære. I dag så vi sågar én, der havde pyntet sin bil (håber jeg! Eller også skal handicapskiltet tages meget alvorligt).

OK, I har nok gættet at jeg i hvert fald har overgivet mig. For det første synes jeg dekorationerne er sjove, men det stikker også lidt dybere. I Europa har vi jo allerede Allehelgen, som nok betyder mere for folk i Sydeuropa end i Danmark? Halloween ligger også tæt op af den mexikanske "Dia de los Muertos", som de i øvrigt også fejrer her. Idéen om at have en dag, hvor man i fællesskab fejrer og mindes de døde (og måske døden selv) på en sjov/flot/kreativ måde synes jeg ikke er dum. I Danmark er døden jo nærmest tabuiseret, så mon ikke vi godt kunne trænge til at dyrke de dele lidt mere? Retfærdigvis skal det siges, at jeg har deltaget i en del Allehelgensgudstjenester i danske kirker (med koret), og det har været rigtig fine og højtidelige oplevelser. Men hvorfor ikke også gøre det lidt sjovt? 

En anden ting som jeg godt kan lide ved Halloween er, at den kan fejres af alle religioner. Det betyder måske mindre i Danmark , men i USA er det selvfølgelig en anden historie. Børnene i Arthurs klasse skulle på et tidspunkt lave en tegning af deres "favorite celebration", og "Halloween" var den mest populære. Jeg tror det er fordi det er en mere samlende højtid end f.eks. jul - og fordi det er sjovt at være klædt ud som noget farligt. Eller også er årsagen en anden - history.com fortæller nemlig også, at en fjerdedel af al slik, der sælges i USA, sælges til Halloween!

Nå, men trods min begejstring kan jeg ikke få mig selv til at købe alle de plastiktingester, så der gik protestantisme i det. Det er FORHOLDET til græskarret, der tæller! Så vi købte to kæmpegræskar som drengene skulle skære ud. Der var nok at tage af!

Vi havde fundet nogle underlige redskaber i køkkenskufferne, som Louis med sine internetskills fandt ud af var "pumpkin carving tools". Så de skulle prøves! Meget effektivt, og resultatet, med cykellygter indeni (ingen åben ild!), blev ret flot synes jeg. Louis har selvfølgelig lavet den med det skøre, lille ansigt.

Men ak, ak, det viste sig hurtigt hvorfor plastik er så udbredt på disse kanter. Det rådner nemlig ikke. Efter to dage i 28 graders varme var vores græskar allerede blevet temmelig tandløse at se på, og på 4. dagen blev jeg nødt til at smide dem ud, det var sidste øjeblik før de blev til suppe helt af sig selv. Arthur græd i en time fordi hans græskarmand var død, og Louis mistede appetitten fuldstændigt ved tanken om det centimetertykke lag lysegrøn mug der mødte ham, da han lettede låget på sit græskar. Og nu hvor jeg tænker over det har vi ikke rigtig set nogle udskårne græskar i folks haver - nu ved jeg hvorfor. Jo, jeg så ét i går. Men det må have været en udlænding. 

En ting der også en meget sjov ved denne årstid er alle de retter, man kan lave med græskar - men det er nok mere knyttet til Thanksgiving end til Halloween. Som I ser på billedet ovenfor kan man købe alle mulige forskellige slags græskar billigt overalt, så det er bare at gå i gang. Jeg har en amerikansk yndlings-grøntsagskogebog som jeg har taget med herover, og jeg har efterhånden afprøvet en del græskaropskrifter, med mere eller mindre held (måske skal jeg lave en madblog ovre på en anden side?). Jeg har bl.a. fundet ud af, at man kan købe græskarpuré på dåse. Det skal man f.eks. bruge til at lave pumpkin pie. I starten smager det lidt mærkeligt, men når man lige har vænnet sig til konsistensen og krydderierne, er det virkelig godt! 

Til sidst skal I lige se det her nuttede billede af vores kat Dina, som er hjemme i Danmark og som vi savner! Vores lejere sendte det til os i dag. Happy Halloween!

I har nok hørt at det brænder i Californien? Det er specielt slemt to steder, sydpå nær Los Angeles (hvilket ikke påvirker os så meget) og i Sonoma ca. 60 km. nord for os. Her er f.eks. en artikel fra New York Times (som har en stor sektion om Californien) om emnet: Link
Sonoma er et kendt vindistrikt (sammen med Napa), så det er lidt af en katastrofe for dem. Så vidt jeg ved, er der endnu ingen døde, men folk bliver evakueret, nogle for anden gang, og huse og vingårde brænder ned. 
Brandene har den konsekvens for os, at røgen bevæger sig ned over San Francisco bay efter et par dage og forringer luftkvaliteten betydeligt. I går vågnede vi op til et hus der lugtede af røg - at åbne vinduerne var selvfølgelig ingen hjælp. Christian tog dette billede, hvis man kigger efter kan man se en røgsky der svæver over vandene. Det er ikke bare tåge eller almindelige skyer. 

Billedet er taget ca. midt på dagen, da det var blevet lidt bedre. Om morgenen kunne man slet ikke se nogen udsigt. Vi besluttede at holde Arthur hjemme fra skole. Han har jo astma og det er meget muligt at den dårlige luft kan påvirke hans vejrtrækning. Problemet er, at skolen ikke må give ham medicin (inhalator), fordi vi ikke har en lægeerklæring der giver dem lov til det.  I kan nok regne ud at jeg bliver meget træt bare ved tanken om at skaffe sådan en erklæring (læs under "Kafka"), så det er altså ikke blevet til noget endnu. Så hellere blive hjemme en dag. Ifølge Christians app var luften dog sundhedsskadelig også for folk uden astma.

Så folk er vrede over, at deres penge er gået til profit til aktieinvestorer i stedet for til vedligeholdelse af nødvendig infrastruktur og erstatninger for nedbrændte huse. Sådan er kapitalismen. 
Her er f.eks. en der skriver om det på Twitter. 

Det undrer mig f.eks., at de ikke har gravet ledningerne ned (det ser også pænere ud), men der er også andre gode muligheder, f.eks. noget der hedder "microgrids" som går ud på, at man opdeler strømforsyningen i nogle mindre netværk, så vidt jeg forstår. På Oles vej ligger el-ledningerne under jorden, og han siger at det er fordi deres "vejlaug" selv har betalt for det for mange år siden. Så ikke noget offentligt ansvar der. 

​​Helt konkret betyder strømafbrydelserne, at vi ikke har/kan bruge:
Lys
Varme (eldrevet pumpe. Der var 18 grader indenfor i går)
Varmt vand
Wifi
Ovn (styres med et elpanel)
Køleskab/fryser
Opvaskemaskine
Vaskemaskine 

Til gengæld har vi:
Komfur (gas, hurra!)
Koldt vand i hanerne
4G (dyrt!). 

​Så vi har leget Falguières (Falguières er min mors primitive hytte i en fransk skov, men der er faktisk strøm i modsætning til her :-)) i et par dage, meget hyggeligt men...
​Stakkels Ole har et el-komfur, så vi inviterede ham til varm mad søndag aften i stearinlysenes skær (vi ser sure ud men det skyldes vist mest at alle på billedet har mere eller mindre udtalt fotofobi): 

Men ok, vi overlever jo, ik? Der er masser af mennesker der lever og har levet uden strøm. Det er rigtigt nok, men det er heller ikke selve strømafbrydelsen der er det værste. Jeg føler mig simpelthen ikke tryg når det blæser så meget som det f.eks. gør lige nu mens jeg skriver (og strømmen IKKE er slukket). Grene blæser ned (vi har set eksempler her i nabolaget, og det var faktisk det, der var årsag til branden i Los Angeles), og den mindste gnist kan skabe en brand. Alt er knastørt, og der er visne blade over det hele. Jeg har læst, at en brand kan sprede sig fra Grizzly Peak, som ligger på toppen af "vores" bakke, til Marin rundkørslen på 30 minutter - vi bor ca. midt mellem de to. Forleden nat lå jeg vågen i 3 timer fordi det blæste og jeg følte at jeg skulle holde øjne og ører åbne. Derudover er det temmelig ubehageligt at færdes udenfor når det blæser så meget (det har jeg skrevet om nedenfor) for ikke at tale om røglugten. 
Selvom det er dejligt med sådan en forlænget sommer - der er stadig 28 grader når det er godt vejr - så må det faktisk gerne begynde at regne. Snart. 

Jeg håber I vil bære over med det dumme ordspil i overskriften. Det er det, Louis kalder "kikset Mor-humor". Men jeg er faktisk lidt stolt af den, selvom jeg ikke burde være det.

Efter en lang og udmattende indskrivningsproces, som I kan fornøje jer med at læse om under "Kafka"-posten, startede Arthur endelig på Cragmont Elementary school. Skolen ligger teknisk set på vores vej, Regal Road, selvom den korteste rute går ned ad den berygtede Marin Avenue. Det tager os ca. 8 min at gå ned til skolen og 12 min. at gå hjem (op ad bakke). Som I kan se på billedet er bygningen forholdsvis nyrenoveret, men selve skolen må have ligget der et stykke tid, for vores udlejer Katherine, som vel er i 60'erne, har selv gået der som barn.

At det er en "elementary school" betyder, at de har børn fra "Transitional Kindergarten" (også kaldet TK), "Kindergarten" (børnehaveklasse) op til 5th grade. Dvs. at børnene starter i TK når de er ca. 4 år. Inden da går de hjemme - oftest med deres mor - eller i "Pre-school". Både TK og Kindergarten er meget skoleagtige med en struktureret dag og aktiviteter baseret på læsning og regning. De fleste børn i Arthurs klasse (1st grade) kan faktisk læse og mange er også gode til at skrive. En enkelt dreng laver divisionsstykker i sin fritid, men han er også temmelig kvik!

Jeg ved det, for jeg har selv været i skole i en uge, da jeg skulle hjælpe Arthur i gang i starten. Og jeg er meget imponeret over hvordan indskolingen foregår her i Californien! Arthurs lærer, Ms. Rosen, er virkeligt dygtig og har totalt styr på sin klasse og sit stof. Jeg ved af erfaring, hvor meget klasserumsledelse betyder for en god skolegang, og Ms. Rosen er et pragteksempel efter min mening. Hun er empatisk, giver alle børnene taletid og har samtidig fokus på at få hele gruppen til at fungere, både socialt og fagligt. En bemærkelsesværdig ting er f.eks. at hun altid irettesætter børnene på en positiv måde, f.eks. ved at opfordre dem til at "make good choices" - i stedet for at sige "Anna, don't sit there" siger hun "Anna, remember to make a good choice when you find a seat".  Hun siger også "thank you for raising your hand" når de rækker hånden op, og overdænger dem med "interesting!" og "good suggestion!" når de staver "blouse" som "blaws" osv. (børnestavning bruges også her! Så fortsætter hun med "in the dictionary it happens to be "b-l-o-u-s-e"). 
Skoledagen starter kl. 9, og hver dag kører de efter nogenlunde samme skema:

Som optakt til klimademonstrationen havde de et haveforløb, hvor de plantede frø, talte om og tegnede planter og studerede insekter (Arthur har fanget en edderkop på billedet). Skolen har sin egen lille have og en meget engageret "garden teacher".

Det med at "make good choices" går igen hos alle lærerne. F.eks. hørte jeg denne dialog i scienceklassen den fredag: 
Lærer: "You can help the planet by making the right choices, for example you can eat less meat"
Elev i Arthurs klasse: "But I like to eat meat"
Lærer: "Well, you're harming the planet, that's your choice" 

Lidt stor byrde at lægge på 6-årige skuldre... Den kvikke elev kom dog igen ved at bemærke "it doesn't matter anyway, because when it happens (climate change) everybody in this room will be dead" (den kyniske 6-årige er en af mine yndlings Arthur-klassekammerater :-)). 

Nå, men selve skolen er selvfølgelig også meget Berkeley'sk inkluderende og open minded. De har f.eks. en LGTBQ+ klub ("dragons" henviser til at skolen har en drage som logo), som tilsyneladende har en flydende opfattelse ikke bare af køn, men også af datoer:

Og når man træder ind af hoveddøren har de denne opslagstavle, som jeg synes er en virkeligt god og sød idé:

Det fremgår nok at jeg er ret begejstret for Cragmont. Men det vigtige er jo, hvad Arthur synes... Den første uges tid var jeg som sagt med i skole det meste af dagen. Til sidst smed Ms. Rosen mig ud med det argument, at Arthur ikke koncentrerede sig om klassen, men om mig, når jeg var der. Hun havde selvfølgelig ret. Så den næste uges tid øvede vi os i at sige farvel. Det var svært! Arthur græd som pisket hver morgen. Han prøvede endda at låse sig inde på sit værelse, så vi ikke kunne komme af sted. Men af sted kom han selvfølgelig, med de tapre tårer trillende. Uf. De første par uger ringede han til os i spisepausen (sødt af læreren, ik?), bare for at sige at alt var ok. Og nu er vi nået til, at jeg bliver sammen med ham de første 10 min. mens Ms. Rosen gennemgår dagens skema, så han ved hvad der skal foregå. Da jeg hentede ham i går, sagde han som det første "Mor, det har været en god dag". Så det går fremad! Ingen tårer og ingen middagspauseopringninger. 

Jeg er sikker på, at tårerne ikke skyldtes indholdet i skolen, men bare det at han skulle sige farvel og føle sig helt alene i verden. Han forstår jo ikke et ord af hvad der foregår. Jeg har selv prøvet det, da jeg kom til Danmark og skulle starte i børnehave som 4-årig. Jeg kan ikke huske konkret at jeg ikke forstod sproget, men jeg kan huske følelsen af at være totalt isoleret og forladt. Jeg legede ikke med nogen, og jeg talte ikke med nogen, bortset fra at jeg huske at pædagogerne blev irriterede på mig, når jeg spurgte "hvornår kommer min mor?", så den sætning må jeg have lært. Det var nogle dumme pædagoger, og jeg kom heldigvis i en anden børnehave og lærte dansk i løbet af nul komma fem, og alt var fint. Men jeg kan godt forstå at Arthur bliver ked af det, hvis han har lidt af den samme følelse som jeg havde dengang. 

Udover at han bliver eksponeret for engelsk i klassen, tilbyder skolen (dvs. Berkeley skoledistrikt) et specielt sprogforløb til børn der ikke har engelsk som modersmål. Det betyder at Arthur går til engelsk ½ time 4 gange om ugen sammen et par andre børn på hans niveau. Det foregår på skolen og er gratis og endnu en genial ting. Jeg har kun hørt ham sige et par sætninger på engelsk indtil nu, men jeg er til gengæld sikker på, at han forstår rigtig meget (selvom han selv benægter det). Så mon ikke det nok skal gå.

Det sidste billede har jeg glædet mig til at vise jer, det er så sjovt! Cragmont har selvfølgelig et billede af USA's præsident. De har vist bare glemt at skifte det. Er det det man kalder selektiv hukommelse?  Jeg forstår dem. OMG, jeg savner Obama!

15. oktober.
UPDATE TIL UPDATEN: Siden strømafbrydelsen har vi også overlevet vores første jordskælv. Det kom i går aftes ved 22-tiden og varede 5-10 sekunder - lige længe nok til at man kunne nå at opfatte at det VAR et jordskælv og overveje om man skulle kravle ind under et bord. Men vi nåede altså ikke længere end til overvejelsen (Christian fik grebet fat i Arthur som lå og sov på sofaen), før det var overstået. Det kan bedst beskrives som om en elefant trampede rundt på første sal og fik alt til at klirre og ryste. I sig selv var det ikke særligt skræmmende, men alligevel havde jeg hjertebanken og rysteknæ et par minutter efter - jeg tror kroppen når at blive bange før man selv opdager det. Skævlet var på 4,7 (jeg kan ikke helt finde ud af, hvilken skala de bruger. Nok Richter, som er logaritmisk - men man kan også bruge en anden, lineær, skala som måler "intensity" (altså hvordan det føles) frem for "magnitude" (hvor meget energi der udlades), hvilket jeg synes giver mere mening) og var centreret ca. 25 km. herfra.  Ifølge de kloge KAN det være et forskælv til et større skælv.... Så vi må jo bare vente og se. Men faktisk er jeg ikke helt så rædselsbange for jordskælv som jeg har været, efter at jeg satte mig lidt ind i det som forberedelse til vores rejse. Selvfølgelig håber jeg at THE BIG ONE holder sig væk det næste års tid - jeg har læst at den med 99% sandsynlighed rammer inden for de næste 30 år (hvem er god til sandsynlighedsregning?), men ellers er det værste der kan ske, at noget falder ned fra en hylde og rammer én i hovedet, og at der opstår brand og vandmangel/strømafbrydelse efterfølgende, hvilket er nogenlunde til at tage højde for. Der er f.eks. ingen hylder eller tunge, væghængte ting i vores hus, og så har vi jo vores gode grab-and-go taske samt to pulverslukkere. 
Men nu kan jeg kalde mig DOUBLE EARTHQUAKE SURVIVOR! (#København08 #Berkeley19)

​UPDATE: Nå, det endte med at vi måtte undvære strøm i 22 timer, fra kl. 22 onsdag aften til kl. 20 torsdag. Så vi overlevede, selvom medierne kørte det op til at være nærmest Jordens Undergang. Faktisk var jeg lidt glad for at strømmen var slukket, for det blæste rigtig meget torsdag. Jeg var ude at cykle, og ud over almindelig modvind var det ubehageligt fordi jeg måtte holde øjne og mund lukkede pga. mængden af sand og støv i luften, hvilket ikke er hensigtsmæssigt når man cykler! Her er virkelig meget tørt, og man kan sagtens forestille sig at en enkelt gnist kan være altødelæggende. 
Dog blæste det næsten lige så meget fredag, hvor strømmen var kommet tilbage, så jeg forstod ikke helt rationalet - men vi slap for brand denne gang (dog var de vist mindre heldige længere sydpå ved LA så vist jeg er orienteret). 
​Jeg fik taget et billede af de forkætrede elkabler, så I kan se hvad det handler om. Kønt er det heller ikke.

Oprindelig post:
Egentlig skulle min næste post handle om skolen, men det må vente lidt. For lige om lidt lukker de ("de" er PG&E som leverer el og gas) ned for strømmen i op til fem dage.... Formålet er at minimere brandfaren, som er høj pga. varmt, tørt og meget blæsende vejr. Det er faktisk lidt skræmmende at læse om, og ret udfordrende at skulle undvære strøm i relativt lang tid (a propos survival skills), men altså, hellere vaske op i hånden end brænde inde! 
​Her er en artikel om problemet:

Her i området hænge elledningerne i master og krydser ind og ud mellem trækronerne. Så er det jo klart at det er farligt når det er tørt og blæsende. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor de ikke har gravet de ledninger ned, men det er jo nok noget med penge. Hvis man læser lidt om PG&E har de ikke ligefrem været et mønstereksempel på økonomisk styring af en offentlig virksomhed. Jeg har ikke rigtig nogen billeder af ledningerne, men Christian tog et sjovt et af et kabel, der går IGENNEM et træ! Jeg fatter ikke helt hvordan det kan lade sig gøre? Har nogen boret et hul eller er træet bare vokset udenom (er der en biolog til stede?)?

Så vi har forberedt os ved at samle forråd af madvarer der ikke skal i køleskabet og fylde vand op i bøtter. Vi tror nemlig at vandpumpen er elektrisk (men vi ved det ikke, og vores udlejer har ikke reageret selvom vi har spurgt). Vi har også pakket en "grab-and-go"-nødtaske - bonus: den kan også bruges ved jordskælv. Totalt prepper. Og vi er ikke de eneste! (se tekst ved at holde musen hen over billedet?)

Lige nu siger de i fjernsynet at der er 40 min. til shutdown. Universitetet er lukket, men det er skolerne ikke, men de bruger jo heller ikke computere eller IT overhovedet! Papir og blyant er heldigvis modstandsdygtige over for strømafbrydelse :-) Vi får se hvordan det går, I hører mere på den anden side! 

Sådan stod der på en T-shirt jeg så engang i 90'erne, og jeg har grinet af det lige siden. De sidste par måneder har jeg haft rig lejlighed til at tænke på det gamle citat og den gamle forfatter - amerikansk bureaukrati yder sit rigelige bidrag til at holde Kafkas forfatterskab alive and kicking! 

Det er jo ret svært at tage billeder af bureaukrati, så I må leve med en overvægt af tekst denne gang (ellers klag, så må jeg prøve at lave et piktogram). Men her er en tegning jeg fandt da jeg googlede "bureaucracy":

Det er nogenlunde sådan jeg har det, bortset fra at jeg altså IKKE er hende den emsige dame med det mørke pagehår og de runde briller!!! 
​Men "please, fill out this form" er en sætning jeg efterhånden har hørt en del gange (eller den mere direkte "you need to fill out the form"), og er blevet overrasket over, også når jeg ikke burde være blevet overrasket. 
For SELVFØLGELIG skal man udfylde en blanket for at stille sig op i køen for at få svar på et spørgsmål om kørekort på motorkontoret. Altså, jeg stiller mig op i køen (cyklede til El Cerrito først, der er 8 km), venter i 10 minutter, endelig bliver det min tur - "Hello, I have some general quest..." - "you need to fill out the form first", siger den bryske dame. Ok, jeg går tilbage til indgangen, stiller mig i en anden kø for at få udleveret en blanket, hvor en anden dame skriver, at jeg gerne vil have svar på generelle spørgsmål ("Q/A" skriver hun på den), stiller mig i den første kø igen, venter 10 minutter, giver blanketten til den bryske dame - "I have some general questions...", hun hører ikke efter, hun studerer blanketten og spørger mig "what does this mean?" og peger på "Q/A". "I don't know, but can I just ask some questions...", hun lytter endelig, og så fortæller hun mig at jeg kan læse det hele i den brochure, jeg lige har taget ned fra hylden. Jeg giver op og spørger direkte om det er ulovligt at vi kører bil så længe vi ikke har fået californisk kørekort. Hun nikker, "you will get a fine". Resten af mine spørgsmål besvares med den samme remse som hun fortæller alle andre, "and don't forget to fill out the form and bring your ID and proof of residence and your I-94 number". You bet. Jeg aner ikke hvad et I-94 nummer er, men jeg opgiver at finde ud af det og cykler 8 km tilbage med næsten uforrettet sag. Men nu ved jeg da at vi ikke må køre, så det haster lidt med det der I-94!  (heldigvis var Christian mere oplyst end mig, så nu skal de få I-94, skal de).

Første gang vi stødte på fænomenet var da vi skulle have visum og tale med ambassaden i København. Faktisk var vi heldige at komme i "fast track" fordi Christian har et Fullbright-stempel i sine papirer, hvilket åbenbart er en form for akademisk adelsmærke der åbner døre i USA. Alligevel skulle vi interviewes og have taget fingeraftryk osv. (det har I også prøvet hvis I har været i USA, går jeg ud fra). "When did you get married?" spurgte manden. "Was it a church wedding?" osv. Jeg går ud fra at han skulle overbevises om at der ikke var tale om tvang eller pro forma. "Do you also want to know the price?" replicerede idiotiske jeg alt for kækt, da hans spørgsmål blev lidt for irriterende. Heldigvis var han så vant til dumsmart dansk humor at han ikke rigtig reagerede. Men den var nok ikke gået hos den emsige dame på motorkontoret i El Cerrito. 

Det vil sige, helt første gang var det ikke, for jeg havde heldigvis forberedt mig lidt på skoleindskrivningen hjemmefra og havde ringet til dem på forhånd, for at vide hvilke papirer vi skulle tage med. "Certified translations of birth certificates" f.eks. Og vaccinationer, også for hepatitis, ellers kan man slet ikke få lov til at komme ind på offentlige skoler i Californien. Så børnene blev stukket og vi betalte et oversætterfirma i dyre domme for at oversætte fire sætninger. Men humanisterne skal selvfølgelig også have noget at leve af. 

Jeg følte mig derfor godt rustet da jeg mødte op på skoleindskrivningskontoret første gang. Jeg vidste godt, at vi manglede "proof of residence", for den kunne vi ikke få før vi rent faktisk boede i Berkeley. Og så skulle jeg lige udfylde denne her (to gange):

Alt var tilsyneladende OK, vi skulle bare lige ned på PG&E (selskab som står for levering af strøm og gas) og have en attest på, at vi bor på adressen. Og så skulle Christian have en udtalelse fra universitetet om, at han er ansat på UC Berkeley. Vi gik ned til PG&E (husk vi har ingen bil, så det er på gå-ben med to trætte børn), alt var fint - bortset fra at deres printer ikke duede. Den ville først blive repareret om 5 uger (!!!!!) så vi skulle til det nærmeste andet kontor, som ligger i Oakland, for at få det printet. Så næste dag tog vi på tur til Oakland (det tager 15 min med metro fra Downtown), fandt kontoret som var lukket, fordi bygningen var evakueret pga. en alarm. Vi gik ud og spiste en underlig og meget dyr pizza (som Louis måske vil skrive mere om på et tidspunkt), kom tilbage til det nu af-evakuerede kontor, stod i kø, fik vores print og tog hjem.

Christians universitetspapir trak ud, for det første papir han afleverede var ikke godt nok, så damen gav ham en liste over krav til dokumentationen (jeg aner ikke, hvorfor vi ikke fik den den første dag). På universitetet ville de først have, at han skulle oversætte hele sin projektansøgning til engelsk.... Men de kom heldigvis på bedre tanker (jeg tror det var Fullbright-stemplet der slog til igen), og han fik det korrekte papir efter ca. 3 dage. 

Nå, endelig var vi klar, alle papirer lå i mappen, alle forms var udfyldt. "You need a stamp or a signature on this" sagde damen og viftede med PG&E-printet fra Oakland. Jeg smilede venligt og sagde "OK", al dumsmarthed var forstummet, ned til kontoret igen og få et stempel, tilbage til skolekontoret (stadig på gå-ben). 

Bladre-bladre-bladre, klipse, klipse... "Ok, thanks,  you will hear from us in 3 to 5 days". Really? "Yes!" udbrød jeg, og jeg havde sgu lyst til at give damen en krammer. Det tog de første 2 uger at komme dertil. Fredag eftermiddag i den uge ringede de og sagde, at børnenes skolepladser var gået igennem, og at jeg kunne hente deres papirer på skoleindskrivningskontoret. Næste skridt var at tage hen på de respektive skoler og få dem skrevet ind i en klasse. Arthur kom heldigvis ind på Cragmont elementary school, som vi have ønsket. Den ligger 500 m. fra vores hus. Louis kom ind på Berkeley High School (BHS), hvilket var ventet, da der kun er ét gymnasium i byen - med 3.000 elever!

"Please fill out this form..." Der fulgte selvfølgelig en uendelig række af blanketter hvor man hele tiden skal skrive det samme, men det er jo heller ikke den samme blanket! Der er en indskrivningsblanket, en sundhedsblanket, en "emergency"-blanket ("note a person outside of the bay area to contact in case of disaster", glup, jordskælv, mener de vel??) og sågar en "brug af internettet"-blanket i Louis' tilfælde. Mit navn og telefonnummer står på dem allesammen. 

I går var alle børn endelig i skole og jeg havde nogle timer for mig selv, som jeg brugte til at melde mig ind i YMCA. Der kan man gå til alverdens fitness og yoga, og de har sågar en svømmehal. Det er et meget fint og afslappet sted, viste det sig. Men heldigvis mødte jeg op ½ time før, jeg tænkte at jeg havde god tid, men blev mødt med "please fill out this form"... Nå ja, selvfølgelig, vi tager den igen. Tre forskellige blanketter for at få lov til at gå til yoga, de to af dem handlede om at jeg IKKE vil sagsøge YMCA hvis jeg kommer til skade under træningen. Ok, så. 

Jeg ved ikke hvem der engang opfandt CPR-nummeret, men den person var GENIAL. Ja ja, jeg ved godt der er overvågning og samkøring af registre og fanden har virkelig skabt NemID, men altså. Jeg tror jeg elsker digitalisering. Måske skriver jeg en hyldestsang på et tidspunkt. 

"Skal I så have en bil derovre?" Hmmm, svært at svare på. Da jeg hjemme i Danmark googlede artikler om "life in Berkeley" stod der som nr. 1 "Berkeley is bike friendly". Ok, men hvad betyder det? Venskaber kan jo nogle gange være temmeligt overfladiske... Men det betyder f.eks. det her: 

Til venstre ses en cykelsti - måske byens eneste? Man kan faktisk komme gennem hele byen på en "bike route" (sikkert flere? Jeg har ikke udforsket hele byen), men det er kun på en strækning på ca. 1 km at der er en egentlig cykelsti som man ser på billedet. Det meste af vejen er der en smal, afmærket stribe i vejsiden, og mange steder er det bare et skilt, hvor der står "bicycle boulevard" - hvilket betyder at biler og cykler skal deles om pladsen. 
Til højre kan man ane et par cykler der er spændt fast foran på bussen. Det er den bus man kan tage fra Downtown for at komme hjem til os - op ad bakke. Jeg ved ikke om det koster noget at få cyklen med, men god service er det da. Busturen til centrum tager ca. 10 minutter og koster 2½ $ (17 kr.). Den kører hver halve time - eller rettere, skiftevis hvert 29. og 31. minut, meget underligt. I praksis kører den dog for det meste enten 5 min. - eller værre - 5 min. før det angivne tidspunkt i køreplanen, så det er bedst at have god tid. 

Så "bike friendly"? Jo, nok i forhold til de fleste amerikanske byer, vil jeg tro, men ikke efter danske forhold. Jeg ville aldrig lade Arthur cykle her (udover manglende cykelstier og biler, der ikke kigger efter cykler, er der livsfarlige bakker og stort set ingen lysregulering uden for centrum), men jeg tør godt sætte mit eget liv på spil.  Jeg har længe ønsket mig en elcykel, men ikke rigtig haft nogen anledning til at bruge sådan én i Danmark. Men nu er der endelig nogle seriøse stigninger at hægte det op på, så jeg har fået mig en ny veninde:

Jeg kalder hende "Eleanor" efter Eleanor Roosevelt, selvfølgelig (Eleanor Roosevolt?). Der var rimelig meget strøm i hende, må man sige. Et feministisk og humanistisk forbillede, som på alle måder har fortjent at få min uundværlige hjælper opkaldt efter sig. Christian og jeg bruger de lange, tågede aftener (efter at vi har betragtet solnedgangen) på at se film om amerikansk politisk historie. Vi har været igennem en serie om "the founding fathers" kaldet "John Adams" (efter en af de mindre kendte "founding fathers" - spændende, ikke mindst portrættet af Jefferson, sikke en fantastisk person! En slags amerikansk Voltaire (ha, det kunne jeg have kaldt cyklen hvis det havde været en hancykel)), filmen om Lincoln og nu en serie om familien Roosevelt, herunder Eleanor. Det er en dokumentar som ligger på Netflix - den kan virkelig anbefales, men man skal have god tid, den er alenlang! Den første Roosevelt, Theodore, var "larger than life", det er simpelthen utroligt hvad den mand oplevede og opnåede i sit liv (det må I læse om et andet sted). Den anden Roosevelt, Franklin D, er ham med "New Deal", og han var gift med Eleanor (som selv var født Roosevelt, hun var Theodores niece). Ikke et specielt lykkeligt ægteskab, men hun valgte at leve sit eget liv og blev en pioner inden for menneskerettigheder og kvinderettigheder (I husker vel at "women's right are human rights"?), vel at mærke efter at have født seks børn.  På wikipedia står der f.eks. sådan her om hende:

A propos pressekonferencer insisterede hun på, at der kun var adgang for kvindelige journalister på hendes pressekonferencer, så længe der kun var mandlige journalister på hendes mands. Ha! 
Serien hedder "The Roosevelts: An intimate history" af Ken Burns. 

Jeg tror det er det, der sker, når Silicon Valley-agtige hipstertyper skal kommunikere til de unge. Det skal være "intuitivt" (tænk bare på alle Apple-produkter. Dem fatter jeg heller ikke noget af). Ingen kan læse mere, så alt skal udtrykkes i ikoner og emoji's. Helt seriøst, der er simpelthen ikke nogen brugsanvisning der er skrevet med ord! Så jeg har prøvet mig frem, trykket hist og her, og nu kan jeg da tænde og slukke. Men den kan garanteret en hel masse mere som jeg ikke har opdaget, fordi jeg ikke kan forstå "intuitiv, visuel kommunikation". Hvis I opdager en vigtig information i ovenstående, så send lige en mail!
Der var engang hvor "survival skills" handlede om, om man kunne tænde et bål eller skyde et dyr eller hente vand og kende forskel på giftige og spiselige urter. I moderne tid er det blevet lige så vigtigt at kunne starte det rigtige program på vaskemaskinen og forstå en køreplan. Og nu er vi så kommet til det her. Jeg føler mig gammel.... Eller måske skal jeg skrive det sådan her:
​
🚲💲🗻😊🈹⁉🙄😫👵

Men nej, man kan nok ikke rigtig klare sig uden en bil. Alligevel skal vi ikke have en bil, i hvert fald ikke foreløbig. Hvordan hænger det sammen? Jo, vi er så heldige at vi gerne må låne Oles bil, og han og Linnea bruger den ikke særlig meget, så indtil videre er det gået helt glat (og ikke galt). Man skal f.eks. bruge en bil til større indkøb, men også hvis man gerne vil et eller andet sted hen. Sidste weekend var vi f.eks. med til at samle skrald som led i "Coastal Cleanup Day" i Oakley (ikke at forveksle med Oakland), som ligger inde i bugten, der hvor San Joaquin-floden løber ud i San Francisco bay.  Det er i øvrigt her størstedelen af Californiens vandforsyning kommer fra.

Toget går faktisk næsten derhen, men problemet er, at man ikke rigtig kan komme videre, når man er stået af toget. Så vores plan er at låne Oles bil til kortere ture og leje/dele en bil til længere ture.  Det er vel for pokker de her folk der har opfundet deleøkonomien?
​
Lige nu må vi dog slet ikke køre bil, da man skal have et californisk kørekort, som vi ikke har fået endnu - man skal op til en teoriprøve og måske også en køreprøve - men mere om det i en anden post om amerikansk bureaukrati. Her er et billede fra skraldeindsamlingsdagen, hvor Louis og jeg kigger ud over floden (det var varmt, over 30 grader, den dag): ​

Til sidst en selfie af mig og Eleanor på vores første tur. Jeg synes selv farverne er ret tjekkede. 

Her i området er det normalt at - bogstavelig talt - skilte med sin politiske holdning. Generelt udtrykker folk sig en hel del mere personligt gennem deres huse og haver end man gør i Danmark! Dette skilt er f.eks. ret populært blandt vores naboer. 

​Først tænkte jeg, at det står ret slemt til, når man har behov for at skrive med stort, at "science is REAL". Men så tænkte jeg, at det jo egentlig er ligeså slemt, at man har behov for at skrive, at "women's rights are human rights" og "black lives matter". Men jeg har bare vænnet mig til, at de er naturlige kampe der skal kæmpes. Altså at det er normalt, at kvinders rettigheder er noget man skal kæmpe for, så hvorfor skrive det på et skilt? Men det burde jo være ligeså unormalt som at mene, at science ikke er REAL. 
De to sidste statements ved jeg ikke rigtig... De kører lidt i ring synes jeg. Love is love? Ja, hvad skulle det ellers være? Men altså, sympatisk nok (jeg skal jo huske, at Kindness is everything). 

"Black lives matter" er i det hele taget et meget brugt slogan på disse kanter (de to billeder af optoget er fra byfesten i Albany som jeg har nævnt før. Den hedder The Solano Avenue Stroll): 

På det blå skilt til venstre står der "Pete" (jeg tog bare billedet fra den forkerte side - jeg har advaret jer om at jeg er visuelt udfordret). Det henviser til Pete Buttigieg, som er en af de demokratiske præsidentkandidater. Han vil stort set omdanne USA til Danmark, altså et socialdemokratisk paradis. Good luck with that. Jeg kan nu godt lide ham, for her er noget han sagde under den sidste demokratiske kandidatdebat (som vi så live, wuhu!): 

We've got to respect teachers the way we do soldiers and pay them  the way we do doctors.
Well, sådan vinder man mit hjerte. Måske skulle jeg få trykt det på et skilt og sætte det op i forhaven? 

Her er et andet skilt i samme boldgade, men måske lidt mindre eksplicit politisk - jeg kendte godt det citat, men igen, det er ikke så tit man ser den slags i folks haver i Danmark:

Den her er måske ikke ligefrem et skilt, men dog ret kreativ. Umiddelbart er der dog det samme på min tallerken som der plejer. 

Og til sidst en, der faktisk legitimerer det første skilt - det, der pointerer videnskabens gyldighed.